Eventyreren og rigmanden lever for at skubbe grænsen til det yderste - nu har hans ubåd mistet al kontakt til omverdenen

TV2

TV 2 har talt med to danskere, som kender briten Hamish Harding, som sammen med fire andre er meldt savnet undet et dyk til Titanics vrag.

Han har været i rummet med Jeff Bezos’ Blue Origin-rumskib, han har rejst til Sydpolen med astronauten Buzz Aldrin og så har han rekorden for at have opholdt sig længst tid i verdens dybeste dybhavsgrav, Marianergraven.

Den 58-årige britiske eventyrer og rigmand Hamish Harding har oplevet mere end de fleste og har altid været på jagt efter eventyr. Nu er han og fire andre personer meldt savnet i den ubåd, som mandag forsvandt under et dyk til Titanics vrag.

Når man sidder godt og vel 46 timer sammen og flyver rundt om jorden, så skaber det et tæt bånd

Jacob Bech, pilot og ven med Hamish Harding

Lørdag skrev Hamish Harding på Facebook, at han var stolt over, at han skulle deltage i missionen til Titanic-vraget med arrangøren, OceanGate Expeditions.

– På grund af den værste vinter i Newfoundland i 40 år bliver denne mission sandsynligvis den første og eneste bemandede mission til Titanic i 2023. Et vejrvindue er netop åbnet op, og vi forsøger et dyk i morgen (søndag, red.), skrev Hamish Harding videre i sit opslag.

Skub grænserne og følg hjertet

Den danske finansmand og eventyrer Per Wimmer skulle selv have været med på et ubådsdyk til Titanic-vraget i 2019, men turen blev aflyst på grund af bureaukrati, fortæller han til TV 2:

– Jeg kender Hamish, som sidder nede i ubåden. Han er en superflink fyr og en meget dygtig forretningsmand indenfor flyindustrien. Han er en eventyrer og er indehaver af tre Guinness-rekorder, og så er han ligesom jeg selv astronaut.

– Passagererne på disse ture er typisk entreprenante eventyrfolk, som jeg selv, der synes det er dejligt og spændende at skubbe grænserne og følge hjertet. Følge passionen for at lære så meget som muligt og tage den til ekstremerne, fortæller Per Wimmer.

Han mener, at det også er det, som har drevet Hamish Hardings eventyrlyst.

Fløj jorden rundt med dansk pilot

En eventyrlyst, som den danske pilot Jacob Bech også har været vidne til.

I 2019 var han kaptajn, da Hamish Harding og astronauten Terry Virts’ One More Orbit-projekt slog verdensrekorden for den hurtigste flyvning rundt om jorden via Nordpolen og Sydpolen.

– Når man sidder godt og vel 46 timer sammen og flyver rundt om jorden, så skaber det et tæt bånd. Jeg kender Hamish som en utrolig driftig og nysgerrig person, som altid forsøger at skubbe grænserne for det mulige. Han elsker at slå rekorder og lever af de adrenalin-kick, de her oplevelser giver ham, forklarer Jacob Bech til TV 2.

– Det er frygteligt at tænke på, at han sidder dernede nu uden kontakt til omverdenen. Han er en mand med en kæmpe appetit på livet, siger Jacob Bech.

Jacob Bech (th) og Hamish Harding da de slog verdensrekorden. Foto: One More Orbit.

Hamish Harding er gift og har to sønner, en steddatter og en stedsøn. Han er milliardær og sidder blandt andet i bestyrelsen i flyvirksomheden Action Aviation.

Ilt til fire dage

Udover Hamish Harding var fire andre personer om bord på ubåden, da den forsvandt.

Det er direktøren for OceanGate Expeditions, Stockton Rush, og den franske ubådskaptajn Paul-Henry Nargeolet. Derudover er den pakistanske forretningsmand Shahzada Dawood og hans søn Suleman om bord.

Selve ekspeditionen begyndte for fire dage siden, da følgeskibet Polar Prince med ubåden om bord forlod byen St. John’s i Canada.

Her satte ekspeditionen kurs mod vraget af Titanic, der befinder sig cirka 600 kiloemeter fra Newfoundland.

Det er ubåden her, der er forsvundet. Foto: OceanGate Expeditions.

Kontakten til ubåden stoppede, knap to timer efter den blev sat i vandet søndag.

Den amerikanske kystvagt er netop nu i gang med at indhente forstærkning til redningsarbejdet, og det er en kamp mod tiden, da der kun er ilt i ubåden til fire dage.

En udflugt til 1,7 millioner

Turister har siden 2021 haft mulighed for at se vraget af det berømte skibsvrag, der forsvandt i 1912.

Her begyndte firmaet OceanGate Expeditions at tilbyde ekspeditioner for, hvad der svarer til omkring 850.000 kroner per gæst, skrev mediet The Independent dengang.

I dag tager firmaet mere end 1,7 millioner kroner.