- Vi bør søge inspiration i den klassiske britiske gentleman
Multimillionær Per Wimmer er en mand som få. Han har købt en billet til rummet, og det er kun endnu en tilføjelse til et eventyrligt cv. 54-årige Wimmer har dykket med hajer ud for Fiji, vandret hen over boblende vulkaner på Hawaii, levet sammen med det oprindelige folk i Amazonas og udført verdens første tandemfaldskærmsudspring over Mount Everest. Som barn og ung oplevede han, at mandeidealet var én bestemt ting, men han fornemmer også, at dét ideal er skiftet i den senere tid. Og det er kun godt. Der er nemlig brug for både gammel- og nytænkning, mener han

– Venlighed bør være en rigtig stor del af det at være mandig, mener Per Wimmer. Foto: WimmerSpace.com
Af Casper Hindse
redaktion@m-jylland.dk
Hvornår tænkte du første gang over, at du var en mand?
– Jeg var ikke særlig gammel, for jeg var en rigtig drengedreng med solide mandeinteresser. Jeg spillede mest fodbold ligesom alle andre drenge på min alder, men jeg havde svært ved at vælge min favoritsport endegyldigt. Derfor gik jeg også til tennis, badminton, håndbold og basketball og siden begyndte jeg endda også at løbe en hel del. Jeg så på mig selv som en dreng, der skulle være en rigtig mand. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød at være sådan én, men jeg tænkte, at det vel var noget med at gøre »mandeting«. Jeg ville gerne være sådan én, der potentielt kunne redde dagen. Ligesom helten i en film. Med årene blev jeg mere og mere interesseret i teknik, flyvemaskiner og motorcykler.
– Fart gav mig et kick. Efter jeg er blevet voksen – i hvert fald på dåbsattesten – er det stadigvæk drengeting, jeg foretager mig, men det foregår bare i en voksen skala.
Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som dreng?
– Følg din passion og vent ikke på, at den finder dig. Det råd ville jeg give, fordi eventyret har været mit voksne livs mest sande drivkraft. Et eventyr eksisterer kun, hvis du tør opsøge det. Derfor må du stræbe efter at opleve så meget som muligt i dit liv og konstant udfordre dig selv. For at jeg kunne lykkes med netop det, har jeg måtte skabe plads og råd til, at det eventyrlige kan være definerende for mit liv. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd. Det er først, når jeg rejser ud i ukendt territorie, at jeg virkelig kan mærke, jeg lever.
Hvordan var det at fylde 50 år?
– Det gode ved at være såkaldt »midaldrende« er, at du både kan se tilbage og frem. Alligevel er det på en måde også lidt trist, at livet er ved at transformere sig om til en nedtælling frem for at være en følelse af, at du har alverdens tid til at erobre tilværelsen. Da jeg fyldte 50 år, så jeg det som en milepæl, men det har siden hen vist sig at føles mere som et skarpt hjørne, end jeg troede, det ville. Jeg har fået en fornemmelse af, at jeg nok er over halvvejs i mit liv, og selvom jeg kan se tilbage på at have opnået rigtig meget, er der stadig mange ting, jeg gerne vil nå at opleve.
På hvilken måde har dit billede af at være en rigtig mand ændret sig med tiden?
– I dag skal mænd ikke længere ud og brænde så meget brændstof af, før de er rigtige mænd. Hvis du går tilbage til 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne, skulle en rigtig mand indeholde høj hastighed og masser af oktan for at virke potent. Det var simpelthen den måde, du var mest cool på.
I dag er det langt mere afgørende, at du udvikler nye vinger til elektriske fly. Så er du virkelig sej og maskulin.
– For mig at se er det en god udvikling, for det skaber en bevidsthed om, at der skal være et formål med tilværelsen, frem for at du som mand bare skal være sådan én, der har det hele i din motorcykel. Det er bemærkelsesværdigt og vigtigt, at vi som samfund hylder dem, der er mest eftertænksomme og opfindsomme. Hvis den tendens fortsætter, er der håb for klodens fremtid.
Har dit forhold til din egen krop også ændret sig?
– Når du er i 20’erne, 30’erne og 40’erne, banker du derudaf.
Men i dag kan jeg mærke, at jeg ikke længere bare kan løbe en tur for at få rettet kroppen ud. I stedet bliver jeg nødt til at holde kroppen ved lige dagligt, hvis jeg skal stå skarpt.
Det er ikke længere muligt at springe træningen over i en uges tid.
Den fysiske aktivitet skal være nøje tilrettelagt, for at jeg kan køre nogenlunde i det tempo, jeg kunne, da jeg var 35 år. Derfor løber jeg også virkelig meget for tiden. Jeg skal være i så god form som muligt, når jeg skal ud i rummet.
Hvilken færdighed ville du ønske, du mestrede?
– Jeg har den tilgang til livet, at hvis der er noget, jeg gerne vil kunne, kaster jeg mig ud i det og bliver ved, indtil jeg har lært det. Men selvfølgelig er der stadig nogle ting, jeg skal nå at have lært. De er måske ikke så praktiske og almene, men jeg skal i hvert fald lære at flyve en jet-pack. Ikke sådan én, du ser på en strand, hvor turister svæver rundt over vandet, nej, min tanke er, at jeg skal kunne få fornemmelsen af at være en fugl. Det kræver, at jeg formår at kontrollere en særlig teknik, så jeg ikke slår mig selv fuldstændig ud, fordi jeg falder ned over land.
Hvornår er det svært at være mand?
– Det er et godt spørgsmål, for det svære er måske, at der er så mange måder at være mand på i dag. Manden er ikke helt til at få hold om her i 2022. Alligevel vil jeg nu mene, at det ikke er så supersvært at være mand, men det køn, jeg nu en gang er født som, skal nok snart begynde at blive mere bevidst om, at venlighed bør være en rigtig stor del af det at være mandig.
– Jeg bor i England, og jeg tror, at mænd over en bred kam skal til at tænke over opførsel. Jeg forestiller mig, at vi bør søge inspiration i den klassiske britiske gentleman. Hvis vi er mere betænksomme og åbner døren for andre, vil vi helt automatisk rette os mere op og tage ansvar, for så ved vi, hvad det vil sige at gøre en lille forskel i hverdagen. Det er, som om mænd er blevet lidt for dovne i de senere årtier, men hvis vi vil tages alvorligt, bliver vi altså nødt til at hanke op i os selv og vise, at vi kan være der for andre.
Fakta: Blå bog
Per Wimmer er født 1968 i Slagelse og er en finansmand, iværksætter og filantrop med base i England.
Forhenværende underdirektør i Goldman Sachs og driver til daglig kapitalforvaltningsselskabet Wimmer Family Office og investeringsbanken Wimmer Financial.
Har eventyr som sin store passion og har derfor rejst kloden tynd i jagten på vovemodige oplevelser. Håber at kunne komme ud i rummet som den første private dansker inden for en overskuelig årrække.

Personligt går Per Wimmer efter eventyret. Næste eventyr ligger i rummet. Foto: WimmerSpace.com