Per Wimmer køber dansk ø - og er nu helt aktuel til rumtur 2022

Verdens nok mest kendte slagelseaner, eventyreren og finansmanden Per Wimmer, ser nu endelig og snarligt ud til at få opfyldt sin drengedrøm om en ægte tur ud i rummet: – Efter Branson er
jeg en af dem, der står for tur, og jeg satser på begyndelsen af 2022, siger ferierende PW hjemme i Slagelse til Ugeavisen. Foto: WSP

SLAGELSE/LONDON: For mere end 30 år siden stod han i Ugeavisens dør, dengang på Klingeberg, og fortalte om drømmen om månerejser, ture i rummet og masser af andre eventyrlige projekter.

Den dengang ca. 20-årige slagelseanske Per Wimmer havde mange drømme – og mange ting for sig.

Og nu, juli 2021, er han tilbage i Slagelse og i sin 80-årige mor Lis’ sommerhus nordøst for Korsør, hvor han – midt i den hede danske sommer – kan berette, at nu endelig ligger selve rumturen snublende nær.

Next stop New Mexico

Årsagen er milliardæren Charles Branson, der tidligere på måneden kom på en fantastisk rumtur med sit særlige Virgin Galactic projekt.

Det er her Per Wimmer også forlængst har lagt billet ind på at blive første dansker – efter prof-astronaut Andreas Mogensen.

Mange tilladelser og opsendelsestest skal dog være tip-top i orden, før en sådan to-trins affyring fra US-staten New Mexico kan finde sted.

I form til 2022

– Det gik jo aldeles godt med Branson forleden, og nu peger alt på, at jeg kan komme afsted i første halvdel af 2022, fortæller en forventningsfuld Per Wimmer til VDonline og Ugeavisen, mens han ferierer lidt hjemme i Slagelse-Korsør området.

Han ferierer dog ikke mere, end han også træner og holder sig i den form, der er nødvendig for at klare både g-presset og den senere vægtløshed oppe i højder omkring 60 til 100 kilometer over jordens overflade.

Der skal også stiges til vejrs med omkring fire gange lydens hastighed.

Arbejde hjemmefra…

Det vil være den store drengedrøm – blandt mange, og også mange udlevede – som her går i opfyldelse for nu 52-årige Per, der ellers dagligt passer sit arbejde for sin egen Londonplacerede investeringsbank.

En rum tid har han, for det meste on-line, passet dette arbejde fra København, hvor coronarestriktionerne har været færre end i Storbritannien.

Og selv har han da også over et forløb på nogle få måneder formået at lave en særlig investering ved den sjællandske kyst.

Spændende ø: 7,3 mill.

Per Wimmer afsluttede nemlig 15. juli et køb af sin helt egen private ø – den lille ø Masnedø Kalv syd for den noget større Masnedø ved Vordingborg og Storstrømsbroen.

En handel, der sluttelig kom til at beløbe sig til 7,3 millioner kroner. Oprindelig var øen på de ca. 300 meter gange 100 meter og med et mindre hus midtpå sat til salg for knap ti millioner, senere 8,3 millioner.

– Det er nu ikke så meget som investering, at jeg her har slået til, men jeg synes da det må være spændende og fascinerende at eje sin egen lille ø, hvor man skal sejle ud, og hvor man kan både arbejde og nyde det.

– Der er yderst charmerende og vældig smuk natur, og så ligger den lige her ved Sjælland, ikke så langt hjemmefra, beretter Per Wimmer. I øvrigt bærer den lille ø også en historie med kanoner og et mindre forsvarsbatteri, gående helt tilbage til Englandskrigene først i 1800- tallet.

I lørdags havde han for første gang sin mor, Lis Wimmer, med ude på øen i det nærmest tropiske danske sommervejr. Og det gik rigtigt godt.

Stor rift om øen

Omkring 30 danske småøer vides at være privatejede rundt i det ganske rige.

Og selvom Per selv har oplevet, hvordan vennen Charles Branson længe har haft sin egen ø – i Caribien lige nord for Sydamerika – så har det ikke direkte noget med ham at gøre, at Per nu også under andre himmelstrøg har erhvervet sin egen ø.

– Men man kan da altid blive inspireret. Det bliver man jo overalt i verden, hvis man har øjnene åbne – og da så muligheden pludselig bød sig, ja så gik jeg helhjertet ind i projektet her. Og har også lavet en aftale med de tidligere ejere, om at nogle af deres børn fortsat kan bruge og benytte øen, så de ikke lige pludseligt skal ophøre med at måtte komme der, fortæller Per Wimmer.

I tankerne har Per, udover opførelsen af et mere moderne hus på øen, også en mulig fremtid anlæggelse af en helikopter-landingsplads. Fra Kastrup lufthavn vil man pr. helikopter kunne nå Masnedø Kalv på cirka tolv minutter.

Fra både ejendomsmægleren og TV 2 Øst ved vi i øvrigt, at der har været en ganske stor efterspørgsel på øen nær Storstrømsbroen.

Lander på hangarskib

Allerede her den 8. august har Per et andet mindre projekt foran sig.

Han skal fra San Diego med i et amerikansk jagerfly, der i Stillehavet skal foretage en landing på et af de store, sejlende hangarskibe.

– Sådan en landing har jeg også længe drømt om at prøve af. Det skal nok gå også – og husk : det er jo altså ikke mig, der sidder ved rorpinden der, griner Per forud for sit næste eventyr.