Dansk finansmand på Titanic-mission

Den nøjagtige position i Atlanterhavet er kendt – 300 sømil nordøst for New Foundland. Det blev den i 1986, hvor det første dykkerhold med dr. Ballard i spidsen fik nærkontakt med det enorme 268,7 meter lange skibsvrag og dermed skabte en nutidig forbindelse til århundredets skibsforlis.

Eventyret på Atlanterhavet kommer til at koste den danske eventyrer 60.000 dollar, og ifølge Per Wimmer er det alle pengene værd 

Gisninger, myter, fantasifulde forestillinger om den “synkefri” White Star Line luksusliner, der lidt før midnat den 14. april i 1912 overså og ramte et skæbnesvangert flydende isbjerg, fik med dykkernes fund en ny mere virkelig dimension.

Per Wimmer – forretningsmand og eventyrer er parat til sin nye grænseoverskridende bedrift til sommer.

Billeder, genstande og vragdele bragt op fra skibskirkegården i havets dyb fortalte hver deres lille fortælling, der som brikker i en mosaik kunne stykkes sammen til en af verdenshistoriens helt store tragiske begivenheder.

Sammen med de overlevendes beretninger i 1912 gav mosaikken – i al sin gru – et mere sammenhængende billede af forliset.

Utal af bøger

Historien er nu 100 år. Undervejs har et utal af bøger, udstillinger og senest en Hollywood-film, med det helt store udtræk i David Camerons instruktion og med en ung, flot Leonardo DiCaprio og den smukke Kate Winslet i hovedrollerne, givet historien vinger og båret den vidt omkring til tonerne fra Céline Dions titelmelodi.

Og med publikums store beundring – men fortsatte forundring: Hvordan kunne det ske?

“Titanics endeligt blev på forfærdeligste vis aktualiseret med det store krydstogtskib Costa Cordias forlis ved et italienske kyst fornylig,” lyder det i telefonen fra forretningsmanden og serieeventyreren Per Wimmer, der med position i London er ved at forberede sig på at dykke ned til Titanic og dermed blive den første dansker, der foretager en sådan nedtur i dybet med en mini-ubåd.

Dramatiske scener ved Titanics forlis, som de blev skildret i Hollywood-filmen af samme navn. Foto: Scanpix

Han nævner Costa Cordia, fordi svigt, dårskab og andre fortrædeligheder – ligesom på Titanic – pludselig blev så afgørende for tusinder af passagerers skæbne på det store italienske krydstogtskib.

Sammenligningen bringes op i en bevæget tone. Og i samme åndedrag understreger Per Wimmer, at selv om dykket ned til vraget af Titanic er et privat eventyr, så sker det samtidig i dyb respekt for de mennesker, der så pludseligt ude på åbent hav blev revet ind i det historiske vingehjul og gav de efterladte traumer for resten af deres dage.

Vraget af Titanic ligger på ca. 3.000 meters dybde og er efter de 100 år på havets bund stærkt medtaget. Foto: Scanpix

På den måde ser han også dykket som en måde at vise respekt over for de mange skæbner. Men når det er sagt, så er der heller ikke så meget tvivl om, at Per Wimmer er ude på et nyt eventyr – som han har været så mange gange før.

I alt kommer det fjorten dage lange eventyr på Atlanterhavet til at koste de enkelte deltagere – Per Wimmer plus 15 af hans venner – omkring 60.000 dollar hver – inkl. transport, charter af skib og besætning, brug af mini-ubåde mv. 

Det russiske ekspeditionsskib Akademik. Foto: Pr-Foto

Oplevelsen er ifølge Per Wimmer alle pengene værd, og han er allerede nu spændt op af store forventninger og kan næsten ikke vente med at komme af sted

   Fakta

Titanic:

■ Titanic blev bygget i Southampton til rederiet White Star Line og afleveret fra skibsværftet Harland & Wolff 2. april 1912.

 ■ Luksuslineren var udstyret med en motor, der ydede 50.000 HK og kunne give fartøjet en topfart på 23 knob – 42 km/t.

■ Om bord på jomfrurejsen var 2.223 passagerer – af hvilke 180 var skandinaver, heraf 13 danskere.

■ Filmen om Titanics forlis med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne og instrueret af James Cameron får premiere i 1997.

■Undervandsbillederne i filmen er optaget fra de samme mini-ubåde, som deltager i Per Wimmers ekspedition.

■ Titanic forliste d. 15. april 1912 på jomfrurejsen fra Southhampton til New York.

■ I 1986 blev Titanic for første gang lokaliseret siden forliset. 

 ■ Den 13. juli 2012 stævner ekspeditionsskibet Akademik ud fra New Foundland, med kurs mod det sted hvor Titanic sank. Om bord er danske Per Wimmer og 15 andre eventyrere.

■ Det tager Akademiks ubåde 9 timer at nå ned til Titanics sidste hvilested, 3.800 meter nede i dybet.

Serie-eventyrer

I forretningsverdenen benævner man driftige mennesker med speciale i start af virksomheder for serie-iværksættere.

Per Wimmer er den type forretningsmand, der blot i en alder af 43 år har et stort og fyldigt cv i den internationale businessverden, hvor han er involveret i store handler og businessventures over alle grænser.

Omdrejningspunktet for denne aktivitet er Wimmer Financial – en vidtforgrenet og anerkendt finansvirksomhed – der har basis i London, hvor han også bor privat, når han ikke er på farten.

Samtidig er den internationale forretningsmand serie-eventyrer, der hele tiden søger nye udfordringer i fritidslivet.

”Jeg skiller ikke forretning og ferie,” lyder det fra Per Wimmer, der oplever sit liv som én lang ferie på 365 dage, hvor han både i den professionelle verden og fritidslivet gør det, han har lyst til og synes er sjovt.

Han tilføjer, at han elsker finansverdenen, hvor han foretager investeringer, laver deals, rådgiver og hjælper med at rejse kapital til store investeringer.

Fritiden er lige så lystbetonet, men må gerne for Per Wimmer rumme store udfordringer, hvor han hele tiden udvider sine grænser på det fysiske og åndelige plan.

Omdrejningspunktet for disse aktiviteter er Wimmer Space, som samler så vidt forskellige områder som eventyr, publishing (udgivelse af bøger) og velgørenhed, hvor sidstnævnte område har en stor plads i Per Wimmers hjerte.