195 år tilsammen i Slagelse

Ejnar Olsen – 100 år på søndag – er her fotograferet med sin Åse. ‘Tre gange har vi efterhånden fået brev fra
Dronningen – det er jo altid lidt fint, når der som afsender bag på brevet står Amalienborg,’ griner de to, der
har fejret jernbryllup. Foto: Mogens Schelde

Før den store runde fødselsdag: Vi har mødt slagelseaneren, der nu på søndag runder de 100 år – og heldigvis har han sin fru Åse ved sin side. De har været gift i snart 73 år. Ægteparret har boet 45 år i Torvegade, men nu er det Kongehavecentret, der tæller, også selvom potteplanterne hopper i nærheden.

Af John Hansen

Han er født i byen (Holmstrup-delen), og han elsker stadig at bo i Slagelse – nu i en hyggelig lejlighed ved Kongehavecentret nær stationen.99-årige Ejnar Olsen er en af de gode slagelseanere, der snart runder de 100 år.Faktisk sker det her på søndag 18. august.

Det skal fejres

Og det skal naturligvis fejres med venner og familie – og det i det dejlige Kongehavecenter.
Ejnar har glædet sig længe.Og han har i øvrigt selv været musiker – primært harmonika og guitar – som har glædet mange, på netop centret men også privat og i andre sammenhænge, ved at spille op til hygge og/eller dans.’De glade musikanter’ hed orkestret, som Ejnar var en del af.

Gode venner

Det var med gode venner. Og Ejnar sætter i den grad pris på at have gode venner.
Ligesom han sætter pris på sin kone gennem snart 73 år, Åse Olsen.De afholdt jernbryllup (70 år) for et par år siden – og går nu mod atombryllup (75 år).Åse på 95 år er i øvrigt den ældste af otte søskende – og en af disse var hendes kendte afdøde broder, autoforhandler Leif Wimmer. Far til Dorthe og Per Wimmer.

Kvalitet og klasse

Erhvervsmæssigt set har Ejnar Olsen i 35 år arbejdet for Munch Møbler i Slagelse, der dels lå på Østerbro dels på Sorøvej.
Først var Ejnar maskinsnedker – og senere blev han bl.a. driftsleder hos Munch Møbler.Her lagde man vægt på skabelsen af kvalitetsmøbler.Og Ejnar har – sammen med rigtigt mange gode kolleger – selv været med til at skabe dem. Også en eksportvare som Danmark er vidt berømt for.Derfor gav jobbet også Ejnar mulighed for adskillige udenlandsrejser og besøg.’Jeg har altid godt kunnet lide at besøge andre lande og møde andre mennesker,’ siger fødselaren til Søndagsavisen.

Gamle dage, nye tider…

Sådan ser hans fortsat ‘nyforelskede’ hustru også på det.De er bestemt enige om mangt og meget. Dog er Åse nok lidt mere kritisk overfor samtiden – altså verden anno 2019.’Jeg synes altså, at det meste var bedre i gamle dage. Det må jeg sige,’ udtrykker Åse Olsen.’Og så er de unge i dag altfor hurtige til at løbe fra hinanden. Det kræver altså lidt karakter og lidt tålmodighed at være sammen i en familie,’ fremhæver Åse.
Og her samtykker snart 100-årige Ejnar, som glæder sig så meget til søndag.

Potteplanter der hopper…

Apropos de nye tider, så har de naturligvis også mærket det markante Absalon-byggeri, der p.t. foregår meget nær dem – med stort Campus ved Sdr. Stationsvej tæt på jernbanelegemet.’Men vi har dog ikke selv haft helt så høje lyde og rystelser, som visse naboer, der fra morgenstunden har mærket potteplanterne hoppe i vindueskarmen,’ beretter det ældre ægtepar.