Iværksættere skal fokusere på ledelse og kommunikation

En god teknisk idé er ikke nok. Hvis start-ups skal have succes, skal de udvikle en solid forretningsplan og sælge den overfor mange mulige investorer..

Af Jesper Tornbjerg
Forskning, Teknologi, Smartgrid
1. november 2016

Okay! Salen hos IDA på Kalvebod Brygge i København blev lettere elektrisk mandag eftermiddag på en konference om ’Fremtidens grønne energiløsninger – hvem vil finansiere dem?’ På scenen havde administrerende direktør Martin Speiermann fra WattsUp Power netop præsenteret en forretningsplan for tre mulige investorer – og et talstærkt publikum – som et led i en Power House-dating-øvelse.

Ideen med øvelsen var, at alle skulle lære af hinanden på tværs af teknisk og finansiel kultur og tankegang, men pludselig fik seancen med WattsUp Power et strejf af alvor.

–Vi vil gerne kigge på det, lød det oprigtigt fra administrerende direktør Per Wimmer fra Wimmer Financial i London.

– Ja, det lyder interessant, kom det prompte fra divisionsdirektør Claus Møller fra Siemens, der samarbejder med mange mindre virksomheder og nu også har oprettet et særligt selskab, next47, med fokus på nye teknologier.

Kort før de lovende bemærkninger havde Claus Møller udtrykt anerkendelse af og måske en vis misundelse over, at WattsUp Power havde fået hul igennem i forhold til at levere en batteriløsning til BaneDanmark. Pludselig virkede det næsten som om, der var reel konkurrence mellem de to investorer om at indlede et samarbejde med WattsUp Power.

Om WattsUp Power, der har forfinet og patenteret en lagringsløsning baseret på kinetisk energi, får held med at tiltrække kapital fra Wimmer Financial, Siemens eller andre partnere vil vise sig. Pointen med seancen i IDA-huset var i første omgang at gøre iværksættere og andre start-up’s klogere på, hvad der skal til for at tiltrække kapital.

Investeringsdirektør Philipp Hasler fra Emerald Technology Ventures refererede på konferencen en undersøgelse, der giver bud på, hvorfor iværksættere ikke får succes. Den største faldgrube er, hvis der ikke er behov for produktet på markedet. Derefter følger ’at løbe tør for penge’ og ’ikke at have sammensat det rette team’.

Netop det at få sammensat det rette ledelseshold på tværs af kompetencer blev også fremhævet af Per Wimmer i forhold til Wimmer Financials analyser af, hvor de skal lægge deres penge:

– Det, vi kigger på, er management, manegement og management. Det er ikke nok kun at have den rigtige idé, understreger Per Wimmer og nævner størrelse af markedet og mulighed for afkast for de parametre, der følger efter på 4. og 5. pladsen.

Damvad Analytics har interviewet 23 virksomheder, der har arbejdet med energiteknologi og haft held med (læg dygtighed til) at hente kapital fra diverse investeringsmiljøer, business angels, venturefonde eller industrielle partnere. Mange af de unge virksomheder har været i dialog med 10-50 partnere, inden det er lykkedes at finde en investor. Det kræver altså ihærdighed at trænge igennem.

– Det er afgørende med en god forretningsplan og at øve sig i et præsentere planen, fortæller partner Asbjørn Boye Knudsen fra Damvad Analytics og nævner, at han har hørt et eksempel på en virksomhedsledelse, der havde revet tre måneder ud af kalenderen for at øve sig i at levere en pitch over for dem, der gerne skulle være med i udviklingen af firmaet.

Ifølge Asbjørn Boye Knudsen er det en rigtig god investering at bruge tid på at udvikle sin kommunikation, og – påpeger han – der er god ekstern hjælp at hente, hvis det ikke er noget, man selv er skarp på. 

Konferencen ’Fremtidens grønne energiløsninger – hvem vil finansiere dem?’ var arrangeret af IDA, Energistyrelsens EUDP-pulje, Innovationsfonden og Dansk Energi, der yder støtte til udvikling af energiteknologier via ELFORSK-puljen.