Dansk rigmand fejrer succes med Richard Branson
mandag d. 13. jan. 2014 | af: Christian Kjær,

Fra i dag og en uge frem besøger Per Wimmer den verdensberømte superiværksætter Richard Branson på De Britiske Jomfruøer.
Per Wimmer håber, at Bransons rumprojekt kan resultere i, at danskeren kommer i rummet inden alt for længe.
Foto: Scanpix
Den danske rigmand Per Wimmer rejser tirsdag til De Britiske Jomfruøer, hvor han vil opholde sig i en uge med den farverige superiværksætter Richard Branson. De to skal blandt andet fejre, at Bransons kommende rumskib har nået en fart på 1.700 kilometer i timen. Et rumskib, som Per Wimmer har bestilt en plads på.
Den danske rigmand, finansmand – og måske kommende “rummand” – Per Wimmer, rejser i dag ned til superiværksætteren Richard Branson, der holder til på De Britiske Jomfruøer.
Richard Branson arbejder på at blive i stand til at flyve turister i rummet, og lykkes det projekt, bliver Per Wimmer formentlig en af de første, der bliver sendt afsted. Og danskerens egen tro på projektet fejler ingenting.
– Mine ambitioner om at komme i rummet bliver mere og mere realistiske dag for dag, og jeg
glæder mig så meget til snart at kunne udleve mine langtidsdrømme om at kunne se jorden fra rummet, siger en forhåbningsfuld Per Wimmer.
Når danskeren rejser til De Britiske Jomfruøer for at besøge Richard Branson netop nu, skyldes det, at Bransons rumprojekt netop har afsluttet en succesfuld test og dermed er kommet tættere på at blive realiseret. Det vil Per Wimmer fejre sammen med Richard Branson og hans familie ved at opholde sig ved Bransons hjem Necker Island på De Britiske Jomfruøer.


Det rumskib, man arbejder med – SpaceShipTwo – har netop bestået en test, hvor farten i rumskibet nåede op på 1728 kilometer i timen i 24 kilometers højde. Det endelige mål er at nå 100 kilometers højde en fart, der er endnu højere.
Per Wimmer ankommer tirsdag til Necker Island og vil opholde sig på Necker Island indtil 21. januar, hvor han udover at fejre de gode resultater, også ser frem til at sejle Richard Bransons sejlbåd Necker Belle.
Per Wimmer har købt sig til at blive såkaldt Founder astronaut, hvilket betyder, at han bliver en af de første private astronauter til at flyve med Richard Bransons kommercielle rumflyvninger, hvis de bliver en realitet.