Dansk eventyrer: Sejt Felix

Han slog rekorderne for højeste bemandede ballonflyvning og højeste hastighed for et faldende menneske.

Af Peter Astrup

Per Wimmer har selv verdensrekorden i tandemspring i faldskærm, da han i 2008 sprang ud over Mount Everest. Derudover ser det ud til, at han bliver den første dansker i rummet, da han har booket sig ind på tre rumture og gennemgået benhård træning.

Dansker klar til at springe ud over Mount Everest

– Det er flot og fantastisk af Felix Baumgarten. Fedt at det lykkedes, siger danskeren.

Han forklarer, at det mest imponerende er den intense forberedelse, der har ligget bagved. I fem år har Felix Baumgarten forberedt sit vovestykke.

– Jeg ved selv hvor meget forberedelse, der skal til og hvor vigtigt det er. Det er meget vigtigt med et sikkert og superdygtigt team bag dig, siger han.

Da Felix Baumgarten sad i kapslen i 39 km’s højde, så var der reelt ingen vej tilbage.

– Når man tager en beslutning om at gennemføre noget i livet, så må man stå ved den. Der var ingen vej tilbage for Felix. Da jeg hoppede ud over Mount Everest, der kunne vi slet ikke komme ned igen. Vi kunne kun hoppe. Ellers kunne flyet ikke nå tilbage på grund af vægten, siger Per Wimmer.

Kritikere af Felix Baumgarten mener, at det er tåbeligt at risikere liv og lemmer på den måde. Men ikke Per Wimmer.

– Jeg synes det er flot og modigt. Man skal også huske, at det tjener et videnskabeligt formål, fordi man udsætter kroppen for nogle ekstreme ting, som man så måler på. Det kommer jeg sandsynligvis selv til at bruge, når jeg skal ud i rummet, siger Per Wimmer.