Finansmand advarer om ny grøn boble

Af Nordjyske Stiftstidende

Bare det er grønt – så er det godt. Sådan tænker politikerne, og sådan kommer investorerne også til at tænke i takt med, at mængden af politiske støtteordninger og garantier vinder frem.

Dermed er politikerne godt i gang med at puste den næste finansboble op, siger finansmanden Per Wimmer til NORDJYSKE Stiftstidende. Han tjente formuer på Wall Street før krisen.

“Det vil være den grønne energi, der vil være katalysatoren for det. Vi vil bygge flere babelstårne ud fra tanken om, at bare det er grønt, så er det det, man skal,” siger Per Wimmer, der sammenligner grønne projekter med de it-projekter, der for ti år siden kunne rejse millioner bare på en ide.

Per Hesselbæk, der er forretningsudvikler i bølgeenergivirksomheden Crestwing, er enig i, at risikoen for en boble i branchen er overhængende.

“Når politikerne tager handling, så følger investorerne med, og min fornemmelse er, at der er flere penge end gode ideer,” siger Per Hesselbæk, der selvfølgelig er overbevist om, at Crestwing er et af guldæggene.

Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF) fastholder regeringens kurs og fralægger sig ethvert ansvar for en eventuel boble.

“Det er regeringens intention, at grøn teknologi skal have en plads i fremtidens vækstpolitik. Både fordi danske virksomheder traditionelt er stærke på det felt, men også fordi bæredygtighed er en simpel nødvendighed. Det er derimod hverken regeringens intention eller ansvar, hvis finansmarkederne handler grønne virksomheder op i et prisleje, som markedet ikke kan bære,” meddeler han til NORDJYSKE Stiftstidende.