Washington. Det var året, da Richard Nixon blev indsat som USA’s præsident nr. 37. Året, da Edward Kennedy forulykkede på en bro på Chappaquiddick Island. Året, da tusinder rockede og rullede sig skæve på Woodstock-festivalen.

Det var dog en beskeden amerikaner, der med en kort sætning sikrede 1969 en ganske særlig plads i historien:

»Dette er kun et lille skridt for mennesket, men et stort skridt for menneskeheden,« lød det fra Neil Armstrong, da han den 20. juli 1969 trådte ud af landingsfartøjet, som “Apollo 11”-raketten havde sendt op fra jorden. Støvet hvirvlede op, da astronauten satte foden på Månen.

68 år forinden havde HG Wells skrevet om de første mænd på Månen. Men det var ikke hverken science fiction-forfattere eller videnskabsmænd, der blev katalysatoren for rejserne, som gav 12 amerikanske mænd mulighed for at vandre på månen.

Det amerikanske Apollo-program var en direkte udløber af Den Kolde Krig, der havde delt Europa og sendt Sovjetunionen og USA ud i et dødsensfarligt militært kapløb. For USA kom den ultimative ydmygelse, da Sovjetunionen den 4. oktober 1957 sendte den blot 58 centimeter store “Sputnik” omkring jorden i 57 dage.

Fire måneder senere svarede USA igen med sin noget større Explorer-satellit. Men det kommunistiske regime scorede endnu en sejr, da Yuri Gagarin den 12. april 1961 blev det første menneske i rummet, med en enkelt cirkel omkring Jorden på 1 time og 48 minutter.

Den første i rummet
Handsken var kastet, og USA tog udfordringen op. I en stor tale til Kongressen bad præsident John F. Kennedy den 25. maj 1961 om en mangedobling af rumforskningsbudgettet. Målet var klart:

»Inden udgangen af dette årti vil vi lande en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.«

Året efter blev John Glenn den første amerikanske astronaut i rummet, og de følgende år bød på hurtige fremskridt og en dynamisk udvikling af Apollo-programmet, mens Sovjetunionen truede med endnu engang at komme først ved at gennemføre to ubemandede månelandinger.

Begejstringen for det amerikanske måneprojekt blev i lange perioder stillet i skyggen af tragedier. Der var mordet på præsident Kennedy i 1963. Mordene på Martin Luther King og senator Robert Kennedy i 1968.

Vietnam kom i vejen
Krigen i Vietnam blev så upopulær, at præsident Lyndon B. Johnson måtte opgive at lade sig genopstille. Rundt om i landet blev demonstrationerne mod krigen voldsommere og voldsommere. Men sidst på året kom Månen igen på alles læber, da de tre astronauter på “Apollo 8” under 10 omflyvninger hjemsendte farvefotos af både Jorden og Månen, der fik alle til at snappe efter vejret.

Hermed blev “Apollo 8” en af tre flyvninger, der skiller sig ud fra programmet, inden det blev afsluttet i 1972. Den tredje var “Apollo 13”, der udviklede sig til et medrivende drama, hvor astronauterne så døden i øjnene, mens de på de sidste dråber ilt og brændstof kravlede tilbage til jorden.

Opsendelsen af “Apollo 11” den 16. juli forløb planmæssig. Kl. 9.32 Florida-tid skubbede Saturn V-rakettens fem motorer det 3.800 tons tunge fartøj op fra Cape Kennedy. I løbet af 12 minutter var raket og rumfartøj bragt i kredsløb omkring Jorden. To og en halv time senere blev det tredje afsnit affyret. “Apollo 11” havde kurs mod Månen.

Tre dage senere gik kapslen med sit landingsfartøj i kredsløb omkring Månen. Efter 12 omflyvninger arbejdede Neil Armstrong og Edwin Aldrin, kendt som Buzz, sig ind i landingsmodulet, der var blevet døbt “Ørnen”. Michael Collins måtte blive alene tilbage for at styre hovedmodulet, mens hans to kolleger tilbagelagde de sidste kilometer mod deres plads i historien.

Ørnen landet
Landingen den 20. juli forløb ikke uden drama. Armstrong, der havde overtaget den manuelle styring, var ikke tilfreds med det planlagte landingsområde i Stilhedens Hav. Armstrong søgte så længe, at de relativt primitive computere truede med at bryde samme.

Brændstoftanken var også ved at løbe tør, men astronauten bevarede fatningen og satte sit fartøj ned på et fladt område.

»Houston, Ørnen er landet,« lød budskabet over radioen.

Med de 1,3 sekunders forsinkelse, som det tager for tv-signalerne at tilbagelægge de 400.000 km til Jorden, fulgte en hel verden med i det dramatiske forløb.

Undertegnede – som nybagt journalistelev uden tv – på Hernings ydmyge Gæstgivergården, hvor selv de tørstigste gæster lod glas og tale forstumme i de afgørende sekunder.

Støjende forbindelse
Der gik næsten syv timer med at kontrollere, at materiellet havde holdt til de mange strabadser. Først herefter fik de to astronauter tilladelse til at forlade Ørnen. Endnu engang kunne millioner se og høre, hvad der foregik.

Måske hørte man ikke den fulde sætning:

»That’s one small step for man, one giant leap for mankind.«

Sådan lød budskabet over den noget støjende forbindelse. Formentlig skulle Armstrong have sagt: »One small step for a man,« men enten forsvandt det lille a i støjen, eller det blev glemt i den forståelige begejstring.

Efter 2 timer 21 minutter gik Armstrong og Aldrin tilbage i Ørnen. Inden da havde de nået at opsætte et kamera, plante det amerikanske flag, indstille videnskabelige instrumenter og opsamle prøver i form af sten og støv.

Der var også blevet tid til at føre en samtale med præsident Nixon, der roste dem for at have gjort »himlen til en del af menneskets verden«. De religiøse temaer i rumprogrammet var allerede blev anslået af “Apollo 8”-astronauterne, da de juleaften 1968 oplæste skabelsesberetningen, inden de ønskede alle på Jorden en god jul.

Flere rejser
Med “Apollo 11” var der reelt sat en stopper for det kapløb, som Den Kolde Krig havde udløst. Sovjetunionen erkendte indirekte nederlaget ved aldrig at forsøge at sende noget menneske til månen.

Amerikanske astronauter gennemførte yderlige seks rejser, der alle – bort set fra “Apollo 13” – forløb med en næsten rutinepræget succes.

Men så var kassen tom, og ingen har været på månen siden 1972.

Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa fik under præsident George W. Bush til opgave at sende astronauterne tilbage senest i 2020 for at etablere en mere permanent base, der kan blive udgangspunkt for flyvninger til Mars.

Dette program er dog allerede på grund af manglende bevillinger i vanskeligheder, og det har ikke nogen høj prioritet for præsident Barack Obama, der sætter alle sine kræfter ind på mere nærværende projekter som reformer af sundhedsvæsen og kamp mod global opvarmning.

Hyldet og glemt
De tre “Apollo 11″”-astronauter, der alle er født i 1930, fik en begejstret modtagelse under den efterfølgende jordomrejse. Med passende beskedenhed forklarede de, at det ikke var for USA, men for hele menneskeheden, at de havde taget de berømte skridt og sat deres fodspor i månestøvet.

Alle tre forsvandt overraskende hurtigt ud af offentlighedens søgelys. De havde forladt Nasa, inden den sidste månerejse var gennemført i 1972. Armstrong indledte en karriere som professor ved University of Cincinnati, hvor han fortsat bor.

Astronauten gjorde en slags offentligt comeback, da han var med til at undersøge rumfærgen “Challengers” katastrofale opsendelse i 1986.

Edwin Aldrin grundlagde et selskab, der designer raketter, og en almennyttig organisation, som skal øge interessen for udforskningen af rummet.

I sin erindringsbog fortalte Aldrin åbent om sin kamp mod alkoholisme.

Den, der så på
Michael Collins lagde aldrig skjul på, at det var vanskeligt at leve som astronauten, der blot havde set til fra den omkringflyvende rumkapsel, mens de to kolleger stjal hele rampelyset. Collins blev chef for Washingtons berømte Air and Space Museum og har skrevet en række bøger om rumfart.

40 år senere er astronauterne anonyme figurer, skønt to katastrofer med rumfærgerne har understreget, at udforskningen af rummet fortsat er et risikabelt projekt, hvor selv den mest avancerede teknologi ikke er ufejlbarlig og må suppleres med modige mænd og kvinder