Hænderne skal helt ned i bolledejen. Denne talemåde opfordrer folk til at involvere sig 100 procent i et givent projekt, og det var netop, hvad bankejer og mangemillionær Per Wimmer gjorde i marts i år.

40-årige Per Wimmer havde i en årrække støttet blandt andet Unicef og hospiceprojekter, men som deltager i TV 2-programmet “Den hemmelige millionær” skiftede han London-lejlighed og restaurantbesøg ud med socialt boligbyggeri i Nakskov og et 10-dages budget på 620 kroner.

I Nakskov gik jagten ind på ildsjæle, som skulle modtage 300.000 kroner fra Per Wimmers egen lomme, og i sidste ende fordelte han pengene på fem personer og organisationer.

– Programmet var filantropi på en intelligent måde med et stærkt aspekt af velgørenhed. Normalt støtter jeg velgørenhed gennem organisationer, men som velgører er det dejligt at komme helt tæt på de folk, man hjælper, fortæller Per Wimmer.

Han havde som krav, at de hjulpne personer skulle være tillidsvækkende, og at de ikke måtte være støttet af kommunale projekter. Det sidste var problematisk.

– Mange gange løb jeg ind i det problem, at de personer, jeg gerne ville støtte, i forvejen var dækket ind af kommunebudgetter i millionklassen, siger han.

Dette sociale sikkerhedsnet, som kendetegner de skandinaviske lande, er en udslagsgivende faktor for, at filantroper – private velgørere – er en sjælden race i Danmark. Således er ingen danske rigmænd direkte kendt som filantroper. Danmarks rigeste person, Mærsk Mc-Kinney-Møller, som har en anslået formue på knap 150 milliarder kroner, giver gerne væk af sin rigdom, men hans bidrag kan ikke betegnes som filantropi, mener Christian Albrekt Larsen, lektor på Institut for Politik, Økonomi og Forvaltning på Aalborg Universitet.

– Mærsk er skudt forbi som filantrop. Filantropi er møntet på socialt udstødte personer og marginaliserede grupper, og A.P. Møller Fonden støtter primært kulturelle projekter som eksempelvis Operaen. Filantropi har en marginalrolle i Skandinavien, og Frelsens Hærs uddeling af julepakker kan altså kun betegnes som filantropi i meget mild grad, forklarer han.

I USA fører avisen The Chronicle of Philanthropy statistik over landets filantroper med blandt andet lister over de mest gavmilde velgørere. Her topper investeringsmagnaten Warren Buffet og Microsoft-grundlæggeren Bill Gates listen med bidrag i milliard-dollar-klassen.

Tilsvarende statistikker findes ikke i Danmark, og det er der ifølge lektor Christian Albrekt Larsen en logisk forklaring på.

– Filantropi er lig med prestige i USA. Der forventes det, at rigmænd går med til velgørenhedsfester og giver sin del. I Danmark er filantropi ikke på samme måde et succeskriterium. Vi synes grundlæggende, at filantropi er noget mærkeligt noget, og at det er lidt vammelt, at nogen skal stå i moralsk gæld til rigere mennesker. Derfor passer logikken med en velfærdsstat os bedre, for det er ikke så stigmatiserende at modtage ydelser fra staten. Vi klarer simpelthen filantropien over skattebilletten, siger han.

Millionær Per Wimmer, som har studeret i USA og nu bor i London, har oplevet forskellene mellem kontinenterne:

– I USA ønsker mange fra det højere velstandsmiljø at gøre en økonomisk forskel. Filantropien er mere fremme i bevidstheden, og der bliver skabt flere initiativer. Jeg ser det som nødvendigt, at privatpersoner støtter, for samfundet kan ikke klare alle behov.