Millionær Wimmer kom til kaffe

Per Wimmer overraskede frivillige og hjælpere i “Kontakten”

– Jeg vidste ikke, at jeg ville få så mange venner i Nakskov, sagde Per Wimmer.
 Foto: Per Houby

Af Ulla Rüth

Kaffen dampede i kopperne, og kringlen ventede kun på at blive spist, da gæsterne ved Kontaktens efterårsfest på Skovridergården pludselig blev overrasket af en helt uventet gæst.
Det var millionæren og eventyreren Per Wimmer, der tog en smuttur fra London for at besøge sine venner i Nakskov. Mange af landets tv-seere husker Per Wimmer som manden, der aflagde besøg på Vestlolland for at finde værdige modtagere af en stor pose penge.

Det var tilbage i marts, og dengang fik Hans Gotfredsen fra Aktivitetsrådet, der hjælper beboerne på Lykkeseje, Bokseklubben Ørnen, Frelsens Hærs værested “Havnen” og frivillighedscentret “Kontakten” hver en check af Per Wimmer.

Lederen af “Kontakten”, Inge Ehlig, fortæller, at Per Wimmer trofast har holdt forbindelsen ved lige.

– Vi taler tit sammen i telefonen, og en gang om ugen mailer vi sammen. For nylig spurgte han, om vi ikke snart skulle begynde at bruge de penge, vi havde fået, og om der ikke var noget, jeg kunne foreslå. Det blev foreløbig til denne fest, hvor der har meldt sig 122 deltagere.

Efter syng-med underholdning ved “Det grå guld” fra Stege overtog Per Wimmer gulvet for en stund, og han sagde: – Tusind tak, det er rigtigt, rigtigt dejligt at være tilbage i Nakskov.

– Dengang TV2 overtalte mig til at være med i udsendelsen, vidste jeg ikke, at jeg ville få så mange venner og møde så mange ildsjæle i Nakskov.