Velgørenhed i tv smitter og inspirerer
“Den hemmelige millionær” giver danskerne lyst til selv at gøre en forskel.

Inge Ehlig fra den frivillige hjælpeorganisation “Kontakten” i Nakskov modtog i den første udgave af “Den hemmelige millionær” 150.000 kroner af millionæren Per Wimmer.
Per Wimmer og Christian Normann, millionærerne fra de to første “Den hemmelige millionær”-programmer på TV 2, er nu flyttet tilbage til London og Paris, men de er stadig i tæt kontakt med folkene bag de projekter, de brugte deres egne penge på at støtte.
Og millionærernes bidrag og opmærksomhed på organisationer, foreninger og ildsjæle har givet et løft til de forskellige projekter og har fået andre til at tilbyde deres hjælp.
– Der er simpelthen kommet så meget godt ud af “Den hemmelige millionær”, fortæller en glad Inge Ehlig fra den frivillige hjælpeorganisation “Kontakten” i Nakskov, der i det første program modtog 150.000 kroner af millionæren Per Wimmer.
– Per Wimmer er jo genial, siger Inge med overbevisning og fortsætter:
– Efter hans ide og forslag har vi nu indledt et samarbejde med Jan Rasmussen og Bokseklubben Ørnen, der også var et af de projekter, Per støttede økonomisk. Hver dag kommer nogle af de unge fra bokseklubben og udfører frivilligt arbejde for os. Arbejde som vores ældre frivillige ikke er i stand til at udføre. Jeg har også planer om at samarbejde med Magnus og Petura Haraldsen på Værestedet Havnen, som Per også gav en økonomisk håndsrækning. Vi må altså kunne få noget glæde af hinanden, siger Inge Ehlig, der fortsat er i tæt kontakt med Per Wimmer.
– Han ringer eller mailer til mig, uanset hvor i verden han opholder sig. Han følger levende med i vores arbejde, og han kommer snart og holder et foredrag for alle Kontaktens frivillige, siger Inge, der takket være programmet netop har sagt velkommen til ny frivillig nummer 11.
Per Wimmer: Mit håb var at kunne inspirere andre
– Da jeg sagde ja til at medvirke i “Den hemmelige millionær”, var det mit store håb, at programmerne ville inspirere andre til at gøre noget, og det er heldigvis lykkedes, fortæller Per Wimmer fra sit kontor i London, hvor han driver investeringsbanken Wimmer Financial og rumprogrammet Wimmer Space, der skal gøre ham til den første dansker i rummet.
– Jeg er fuldstændig overvældet over reaktionerne, siger Per, der – foruden en masse mails, der roser programmet – også har fået forslag til nye projekter, som seerne ønsker, at han kigger på. Og faktisk har han skrevet et par ekstra checks ud til mennesker, som har kontaktet ham med et særligt behov.
Også “millionær-effekt” i Aalborg
Også i Aalborg, hvor program to blev optaget, har man mærket “millionær-effekten”.
– Jeg har oplevet en meget voldsom og meget positiv reaktion, fortæller Allan Bach, fra Cafe Væxt, som it-millionær Christian Normann, Icommerse, valgte at støtte med 150.000 kroner.
– Mange har henvendt sig for at tilbyde at arbejde frivilligt. Og den idé, jeg luftede i programmet om at etablere en lille virksomhed med beskyttet arbejdskraft, som skal løse f.eks. administrative, marketing eller bogholderiopgaver for andre firmaer, har fået vind i sejlene. Jeg er i tæt kontakt med Christian Normann om at få nedsat en bestyrelse for firmaet. En bestyrelse, som Christian har tilbudt at være medlem af, fortæller Allan Bach.
Inga Lindstrøm fra familieklub.dk, som Christian Normann forærede 100.000 kroner, fik efter samme udsendelse tilbud om at låne kanoer og redningsveste samt transport, så ti af pigerne fra klubben kan få deres store ønske om en kanotur opfyldt. Og i går rullede det første bidrag fra en studerende i Ballerup ind på familieklubbens konto. Den unge mand kontaktede efter udsendelsen Inga med tilbud om løbende økonomisk hjælp.
TV 2 viser i aften, tirsdag, det tredje program i serien. Her går millionær Jesper Buch undercover i Mjølnerparken i København. Jesper driver til daglig firmaet JustEat, der nu er Europas største inden for online-bestilling af mad.