“Making Dreams Reality” –  Gør drømmene til virkelighed. Sådan lyder overskriften på Per Wimmers webside. Som 35-årig er den tidligere student fra Slagelse Gymnasium i færd med at realisere sin version af den perfekte karriere. Hvad det begreb indebærer vil aldrig kunne defineres. Drømmen kan være at kunne pensionere sig selv som 42-årig efter have tjent penge nok til et liv i luksus resten af sine dage. Det kan være at målrette karrieren efter et professorat, en Nobel-pris, en direktørpost, en ministerpost – eller bare at finde den rigtige balance mellem karriere, familie og privatliv. 

For Wimmer har karrieren været defineret af nøgleord som EU-kommissionen, Harward, Investment Banking, Bruxelles, New York, Geneve, Paris, London – og det ydre rum. Netop nu satser han på at blive den første dansker i rummet. Efter  planen bliver han skudt ud af atmosfæren engang i 2006 til en endnu ikke nærmere defineret rejse omkring Jorden i 100 kilometers højde. Hans endelige og ultimative mål er en dag at kunne plante Dannebrog på Månen. 

Men Wimmer tager et skridt ad gangen. Sådan har han altid gjort, og  det mener han også er opskriften på den perfekte karriere. Målene og  ambitionerne opstår efterhånden, som man arbejder med materien. 

Da jeg gik i gymnasiet havde jeg ingen store mål og ambitioner. Det Var svært nok at vælge mellem matematisk og sproglig linie. Gymnasietiden var mere et konstant fravalg. Det eneste jeg har med fra gymnasietiden er drømmen om rummet, men den virkede dengang totalt urealistisk. 

“Visionerne og ambitionerne kom i universitetstiden. Det var her jeg konkret formede målet om at komme til at læse på Harward eller et andet Ivy league universitet. Under jura studiet læste jeg internationale relationer, international jura og international  politik. Det førte naturligt interessen mod Bruxelles,” forklarer Per  Wimmer, som i en periode arbejde i Europa Kommisionen under den danske kommissær Henning Christophersen. 

Han har læst på Europa kollegiet i Brügge, taget eksamen fra Harvard, arbejdet for FN i Geneve, skrevet en bog i Paris og arbejdet på Wall Street og i City i London for to af verdens førende investeringsbanker Goldman Sachs og Collins Stewart. Netop nu handler han aktier for Collins Stewart, mens der stadig tælles ned til (og  spares op til) svipturen ud i rummet. 

Eksamensbeviserne har altid været flotte – uden at være til super-13. Et studentereksamens gennemsnit på 10.5 fortæller om et vist niveau og vist antal brikker at rykke rundt med. Men det er efter Wimmers vurdering ikke det afgørende:  “80 pct. er hårdt arbejde. Man må kunne sætte sig ned og arbejde hårdt, men samtidig på en intelligent måde. 10 pct. er intelligens, 5 pct. Er fokusering – og 5 pct. er held. Man kan for eksempel arbejde hårdt, fokuseret og intelligent ved at nøjes med at læse de vigtigste  kapitler i en tyk bog. Og held spiller for eksempel en rolle i forhold til at få den rigtige professorer eller lande indenfor et område, der pludselig vokser meget.” 

De personlige omkostninger ved sætte speed på karrieren behøver efter den unge danskers vurdering ikke at være dramatiske. “Min indstilling har altid været: Work hard – play hard. Man kan godt arbejde hårdt og have et supergodt socialt liv samtidig. Fordi man er ambitiøs behøver man ikke at give afkald på fritid, venner og familie. 

En international karriere har dog sin pris: Man bliver en omrejsende  global kuffert, der befinder sig et år her, to år der og tre år et tredje sted. Det har omkostninger i forhold til bekendtskabskredsen.  De nære venner og familien er der stadigvæk, men bekendtskabskredsen  falder væk. Det koster også på intimiteten, hvis er langt væk hjemmefra, “ siger Wimmer og tilføjer: “Man kommer ingen vegne ved at være en nørdet person eller et  Einstein-agtigt geni. For at nå langt skal man være en helhed som  person. Uanset hvad man laver professionelt, kommer man til at have  stor interaktion med andre mennesker. Som verden er i dag, er de  personlige egenskaber blevet vigtigere og vigtigere.”

Og belønningen? Wimmer har tjent mange penge i en volatil branche, der havde sin seneste guldalder op gennem 1990erne. Ikke nok til at kunne leve sorgløst resten af sine dage, men nok til at kunne finansiere de indledende manøvrer i den kostbare drøm om rummet – samtidig med at drømmen også er lagt ind i et business-koncept med sponsorer, websider, foredragsvirksomhed ect.

“Det man først og fremmest får ud af at forfølge sine ambitioner er en kombinationen af tilfredsstillelse ved at nå sine mål og tilfredsstillelsen ved processen undervejs. Det er lidt ligesom marathonløb. I det øjeblik man når målstregen, tænker man allerede på det næste løb. Den indre drivkraft får typisk tankerne til at flyve, inden man når stregen. Det er selvfølgelig en stor tilfredsstillelse  at realisere et mål, men ikke nødvendigvis den største. Inspirationen  er lige så meget processen undervejs. Det gælder ikke mindst mit  rumprojekt,” fastslår Wimmer, som ud over penge har brugt talrige timer på at realisere denne drengedrøm.

Han har trænet i de russiske kosmonautcentre. Han har for eksempel  fløjet i MIG fightere og er blevet kastet rundt i vægtløs tilstand i de særlige træningsfly af typen Ilyushin 76, som fra 14 kilometers højde sætter fuld fart på direkte mod Jorden for at ophæve  tyngdekraften. Wimmer var også personligt til stede på den russiske rumfartsstation Baikonur i Kazakhstan, da Dennis Tito i april 2001 blev den første privatmand i rummet.

Ambitionerne om at sende civile ud i rummet blev delvis lammet af  rumfærgen Colombias forlis. Siden har den internationale rumstation ikke været tilgængelig for civile – og dermed er noget af dynamikken gået ud af en industri, der længe har stået på spring til det helt store gennembrud. Men det betyder mindre for Per Wimmer: “Jeg aner ikke, hvad jeg laver om ti år – netop fordi målene og ambitionerne først opstår undervejs. Men spørg mig igen et halvt år før min første rumrejse. Så ved jeg, hvad næste skridt vil blive.”