Politiken 17.  april  2001, vi_rejser, side 5

Per Wimmer har set jordens krumning og fløjet gennem luften i vægtløs tilstand. Det hele blev styret fra et russisk rumcenter, hvor han dyrkede drømmen om den rigtige rumrejse.

Af Matias Seidelin

Som han sidder der med sin pæne sweater og skjorteflipper, ligner han ikke just manden, der har fløjet i 80.000 fod over jordens overflade i et russisk MIG-25 fly. Men faktisk har den 32-årige investment banker Per Wimmer for få dage siden taget turen helt derop, hvor himmelhvælvingen brydes af stratosfæren og jordens krumning åbenbarer sig under ens fødder. Det skete på en tur til

Star City og Zukovsky Airbase uden for Moskva, hvor han oplevede, hvordan rigtige kosmonauter forbereder sig til at tage livtag med det store himmelrum. »Det handler om at finde det ultimative kick. Jeg har rejst jorden rundt, og boet sammen med urbefolkninger på alverdens småøer. Der skal ligesom noget mere til for at tilfredsstille min eventyrlyst, og da jeg hørte om, at man kunne deltage i kosmonautprogrammet, ringede jeg straks og bestilte en tur«, siger Per Wimmer.
Drømmen er en dag at kunne tage på rumrejse ud blandt himlens millioner af stjerner. Og selvom hans stemme er fuld af overbevisning, er han godt klar over, at det lyder som ren science-fiction. »Men når du har oplevet, hvordan kosmonauttræning foregår i virkeligheden, er rumrejsen pludselig ikke så langt væk. Øvelserne er meget realistiske, og det er egentlig det mest spændende: At få fornemmelsen af at det kan lade sig gøre«, siger Per Wimmer, der undervejs mødte astronauterne fra det russisk-amerikanske rumprogram International Space Station på arbejde i Star City.

NÅR VÆGTEN FORSVINDER
Den første del af træningen på de russiske stepper bestod i at flyve i vægtløs tilstand. »Først fik vi i en instruktion i, hvad der skulle ske. De var overordentligt påpasselige med, at man præcist vidste, hvad man gik ind til før take-off. Vi kom op i et Ilyushin jetfly, som er specielt indrettet til det, man kalder parabolflyvning. Man flyver op i 25.000 fods højde. Herfra tager piloten flyet 10.000 fod længere op i en brat stigning, og det er når flyet ‘rider’ på toppen og begynder at flyve nedad igen, at du er vægtløs. Tilstanden varer i ca. 30 sekunder ad gangen. Det føles helt urealistisk. Man er vant til at have sine fødder solidt plantet i jorden, men det kan du ikke her. Du letter og kan flyve på hovedet, og kravle op og ned af væggene. Min instruktør tog mig i øret og løftede mig blidt op første gang. Min vægt var fuldstændig forsvundet, og der skulle kun meget små kræfter til at skubbe mig«, siger Per Wimmer med små astronautlys i øjnene. Man kan mærke, at meget ikke umiddelbart lader sig forklarer. Det er oplevelsen, der tæller, og for at gemme på den har de besøgende mulighed for at optage alle øvelserne på video. »Man tror jo ikke sine egne øjne. Det mest spændende var, da jeg skulle flyve MIG-25 jagerfly. Jeg skulle simpelthen tage turen helt op til verdens ende – lige før stratosfæren bryder himlen, og du kommer ind i rummet«, siger Per Wimmer.

VED VERDENS ENDE
MIGen er det eneste fly i verden, der kan flyve i 80.000 fods højde, og med en tophastighed på 2.500 km i timen er der næsten tale om en raket. »Først skulle vi øve hele dagen, så alt var på plads inden turen. Da jeg først sad ude i MIGens yderste cockpit iført iltmaske og beskyttelsesdragt var jeg fuldstændig på. Det var nu det skulle ske – jeg skulle have det ultimative kick. Piloten løftede flyet op, og min krop blev presset tilbage i sædet. Inden for nogle få minutter kunne jeg se himlen over mig blive kulsort. På den ene side havde jeg solen, der stod lige ind i mit ansigt. På den anden side var rummet, og da piloten drejede flyet på siden, kunne jeg pludselig se jordens krumning og himlen, der blev brudt af en blå og hvid stribe: Stratosfæren. Der findes ikke ord, der kan beskrive den fornemmelse, jeg sad med. For at sige det rent ud, var jeg fuldstændig målløs«. Per Wimmer skulle imidlertid hurtigt blive revet ud af sin drømmeverden. »Pludselig kunne jeg høre pilotens stemme i mine ører. Han spurgte mig om jeg ikke selv ville prøve at styre MIGen. Foran mig havde jeg et stort joystick, og da jeg rykkede i det, kunne jeg mærke, at MIGen begyndte at løfte sig. Jeg spurgte, om jeg kunne få lov til at spinde rundt med flyet, men det måtte jeg dog ikke«, siger Per Wimmer. Turen tog 45 minutter og i god sikkerhed på moder jord prøvede Per Wimmer kræfter med Star Citys andre kosmonautøvelser. Eksempelvis tog han en tur i centrifugen. En maskine, hvor kosmonauterne træner tyngdeacceleration. »Man bliver spændt fast til en metalbåre, og så kører du simpelthen rundt i en stor bue. Det sker med så høj hastighed, at dine kinder begynder at flabre, mens du presses mod sædet«, siger Per Wimmer, der efter centrifugeturen og de andre halsbrækkende øvelser har fået mod på den endelige rumrejse. »Lige siden jeg har været helt lille, har jeg ønsket at tage på rumrejser. Nu har jeg taget det første skridt, og når det bliver muligt at tage på ture ud i rummet, vil jeg sidde på første parket. Faktisk er jeg allerede skrevet op til en rumrejse i fremtiden. Og hvem ved. Måske bliver jeg den første dansker, der planter Dannebrog på månen«.