Jeg vil hente mine egne månesten

»En af mine yndlingssange er »Fly Me To The Moon« med Frank Sinatra. Den vil jeg synge på vej derop. Jeg har været ude i verdens afkroge, og nu vil jeg på den ultimative rejse. Jeg vil samle mine egne månesten, og da jeg er nummer fem på listen, kan jeg sandsynligvis realisere min drengedrøm omkring 2008. Sådan ser det ud i øjeblikket.« 
Ved at betale et depositum på 75.000 kr. har den 32-årige Per Wimmer lagt billet ind på at blive en af de første turister på Månen. »Jeg gætter på, at jeg kan få otte-ti dage på Månen, hvor jeg sandsynligvis skal bo og overnatte i raketten,« siger den tidligere Slagelse-dreng. »Det er selvfølgelig en lang proces, men inden for de sidste 12 måneder er der sket en masse, og da jeg fik nys om, at det kan lade sig gøre, overvejede jeg kun i kort tid. Der kan selvfølgelig ske mange ændringer undervejs, og inden turistrejsen til Månen bliver en realitet, skal der foretages testture og kortere rejser. F.eks. til den Internationale Rumstation.«

Jeg skal være fit for fight
 De fleste ville uden tvivl være »tilfredse« med en tur til Rumstationen, men den køber danskeren ikke. »Jeg ser nok mekanik nede på Jorden. Jeg vil ikke stoppe på halvvejen. Målet med turen er at se det hele derudefra. Jeg går nødigt på kompromis.« En rejse til Månen stiller selvfølgelig store krav til deltageren. »Der stilles krav til helbredstilstanden. Jeg skal være fit for fight, og derfor er det vigtigt konstant at holde sig i god form. 12 til 24 måneder før den planlagte opsendelse stiger de fysiske krav. Der bliver også nogle træningsøvelser på et tidspunkt, hvor man skal have al det udstyr på og gå igennem forskellige træningssituationer, således at man kan forholde sig til det element, man skal være i. `En ting er at sende professionelle op, der ved, hvad det handler om. Noget helt andet er at sende totale amatører op.«

Som det ser ud i øjeblikket, skal Per træne hos NASA i Florida, men da den amerikanske rumfartsorganisation ikke er involveret i »turistopsendelserne«, kan det blive i et nyt privat space-center i Oklahoma. Ophavsmændene til »turistrejserne« er nogle kommercielle specialister, der har forladt NASA. De har lavet deres eget selskab. De får konkurrence af andre selskaber, og udviklingen går meget stærkt. Danskeren har indbetalt sit depositum til et amerikansk agentur, men så langt væk behøver du ikke at ringe. I Skandinavien er der ifølge Per Wimmer allerede oprettet et bureau, ETC, der har månerejser på programmet. »Den endelige pris for rejsen er ukendt på nuværende tidspunkt, men jeg får uden tvivl en ekstra regning,« siger Per Wimmer.